Mød Frk. Modsat

Mød Frk. Modsat

Én sæbe. Til det hele.

Jeg har aldrig lært at elske en 7-trins rutine.

Jo, jeg prøvede. I perioder. Men enten udeblev resultatet, og motivationen fulgte efter — eller også fik min hud og mit hår det ligefrem værre. Så stoppede jeg.


Hvem er jeg så?

Jeg er sådan en, der går på tværs. Og på langs.

Spørger andre hvorfor, spørger jeg hvorfor ikke.
Spørger de hvorfor ikke, spørger jeg hvorfor.

Min nysgerrighed er hverken medfødt eller tillært — den er nok provokeret. Min far havde læst to bøger i hele sit liv og var stolt af det. Læsning ødelagde øjnene, sagde han. Så jeg læste. Mine øjne blev langsynede — det er den fejl, man netop ikke får af at læse.

Hos min mor lærte jeg, hvor mange bøtter et badeværelse kan rumme. Rutinen, jeg aldrig lærte at elske, var på trods af hende.

Min oldemor blev jeg jævnligt parkeret hos. Hun skulle have hjælp af postbuddet til at stave sit eget navn, når hun kvitterede for et brev. Hun blev langt over 90 og klarede alt selv til sin sidste dag, langt ude på landet.

Hun havde ikke læst sig til noget af det. Hun holdt fast i det, der virkede.

Jeg sagde det som en vits: min butik skulle have heddet Frk. Modsat. Og så blev jeg siddende med det, for det passede bedre, end jeg havde regnet med. Indtil for nylig hed butikken RenHverdag.

Frøken passer i øvrigt også. Aldrig gift.

Min hud havde ellers aldrig fejlet noget. Lige indtil jeg fulgte trop med veninderne og skulle prøve det ene "mirakuløse" efter det andet. Lige siden har jeg selv villet finde svar på påstande, andre bare accepterer.

"Det er farligt!" Er det?

"Det er forkert." Er det?

"Det er rigtigt." Er det?

"Det giver mening." Gør det nu det?

Præmissen er enkel: hvordan skulle du ellers kunne vide det?

Det gamle er ikke bedre, fordi det er gammelt. Det nye er ikke bedre, fordi det er nyt. Jeg er for, at ting giver mening, og at de er, hvad de giver sig ud for at være — og så er det mindre relevant, hvilket århundrede de stammer fra.


Alle vil til Mars. Jeg vil til Babylon.

Sæben fik samme behandling.

Hylden på dit badeværelse er ikke gammel. Den første klemmeflaske i plast kom i 1947, og den indeholdt ikke sæbe. Det var deodorant.

Så hvad gjorde folk før? De havde de samme pletter som os. Blod og fedt. Mudder og græs. Det samme kalk i vandet. Langt hår og skæg. Vikingerne var kendt for begge dele. 

De fleste tænker, at folk dengang stank. Det er sådan en præmis, jeg ikke kunne lade ligge — for det gjorde de ikke. Tjo. Måske de fattigste. Fedt var jo også mad.

Vikingerne var de "værste", hvis man spurgte dem, de besøgte. En engelsk munk skrev 200 år senere, at danskerne redte hår hver dag, badede om lørdagen og skiftede tøj ofte. Han skrev det som en anklage. De tog konerne.

"De var for velplejede."

Sæbe har virket, siden nogen i Babylon skrev opskriften ned på en lertavle. Fedt og aske. Det er stadig det, der sker i min gryde — fedtet møder luden, og der kommer sæbe og glycerin ud af det.

Det holdt op med at være godt nok i 1900-tallet. Ikke fordi det holdt op med at virke. De syntetiske vaskemidler løste et rigtigt problem: kalk i vandet — og senere fedtmangel under krigen. Men så blev løsningen solgt langt ud over det problem, den løste.

I dag kan 8 ud af 10 danskere ikke gennemskue, om et hverdagsprodukt indeholder skadelig kemi. Tallet er fra en undersøgelse, Opinion lavede for Svanemærket i januar 2026. 

Selv fandt jeg blandt andet ud af, at cocamidopropyl betaine blev kåret til årets allergen i 2004. Den findes i mange shampooer, bodywash og flydende håndsæber — især i dem, der hedder milde. Den er nemlig det mildere valg. Alternativet er værre. Og det er ikke engang stoffet selv, der giver allergien. Det er to rester fra fremstillingen.

Og alt imens står mange og prøver at vælge imellem Neutral og Änglamark. Begge har den på listen. 

Så jeg vil tilbage. Ikke til fortiden for fortidens skyld — til det, der virkede.


Hvad gør jeg så anderledes?

Industrien sælger 7 produkter til at vaske ét menneske. Jeg laver én bar, der klarer hænder, ansigt, krop og opvasken undervejs.

Industrien kalder syntetiske rengøringsmidler i barform for sæbe. Jeg laver ægte sæbe: fedt og lud, rørt i min egen gryde og lagret i uger. Ikke smeltet af en færdig blok.

Industrien sælger flydende sæbe i pumpeflasker. Jeg laver kun barer — også selvom det koster mig alle dem, der vil have en bekvem pumpe. Man kan godt lave ægte sæbe i flydende form, men så betaler du for 80 % vand og mere plastik, kørt på tværs af landet.

Industrien tilsætter parfume og farvestof. Jeg lader være. Er der farve, kommer den fra ler eller kul — og duften fra planter eller fra olierne selv. 

Industrien sætter mærkater på — vegansk, clean, naturlig — så du slipper for at læse. Jeg skriver ingredienslisten ud, også når den er kedelig. Og jeg sætter den over købsknappen, ikke bag en fane. Så du selv kan tælle dem og slå dem op.

Industrien lover mirakler. Jeg fortæller, hvad der er i, og hvad andre har oplevet.

Industrien giver 10 % til en, der lige er kommet. Jeg giver halvdelen til dem, der blev. Det hedder amargí.

Industrien vil fremad. Jeg går baglæns og spørger, hvad folk gjorde, dengang der hverken var plastikflasker eller marketingafdelinger.


Frk. Modsat holder ikke op ved sæben

Jeg sover på en topmadras på gulvet og går i barfodssko. Jeg har ikke haft tv-kanaler i over 10 år, og jeg ejer ikke en sofa — men 5 forskellige lænestole. Og jeg bar 4 sække sort og hvidt tøj i genbrug, da jeg fandt ud af, hvad farver gør ved mit humør.

Jeg har været veganer. Jeg har også været carnivore. Ikke lidt af hver — helt ude i begge grøfter. For hvordan skulle jeg ellers vide, hvad der virker, uden at prøve det?

Jeg siger ikke, hvilken af dem der var rigtig. Livsstil hører til samme bunke som religion og politik — vi bliver aldrig enige. Men præmissen er den samme — du kan kun finde ud af, hvad der virker for dig, ved at prøve det selv.

Jeg troede engang, jeg kunne hjælpe ved at blande mig i debatter og "vise dem lyset". I dag laver jeg sæbe og lader folk se lyset selv.

Jeg vil ikke fortælle dig, hvad du skal vælge. Blot hvad du vælger imellem.


Vil du dybere ned?

  • Hvad der er i — hver råvare, hvorfor den er valgt, og hvad vi aldrig bruger.
  • Og under Læs skriver jeg om det, jeg finder, når jeg læser bagsiden.

Victoria · Frk. Modsat